torsdag den 24. oktober 2013

Biotopen i Marbæk Plantage

I Marbæk, omkring ti kilometer udenfor Esbjerg, ligger et smukt naturreservat; Marbæk Plantage. Her er alt, hvad man kunne ønske sig. Skov, strand, et rigt dyreliv, mange spændende planter, samt frisk luft og ro til sjælen. Gennem mine barndomsår er jeg vokset op i området, enten med spejderne på tur derud, med familien og en skøn picnic-komsammen, eller med børnehaven på tur. Efter jeg er blevet voksen, bruger jeg stedet som et fri-rum væk fra hverdagens stress og jag. Jeg går lange ture ved Marbæk Søerne, alene eller sammen med familien. Vi planlægger ture derud på alle tider af året, for der er så meget spændende at sanse og opleve. Foråret byder på friske skud, nye blade og et tilbagevendende fugleliv. Sommeren er varm og blid, og man kan dase i skovbunden i flere timer, kun til lyden af vinden i trækronerne. Efteråret har det smukkeste farvespil, med gule, røde og brune nuancer i en pærevælling. Man finder svampe i skovbunden og modne bær i buske. Vinteren giver frisk farve i kinderne, og når sneen lægger sig på jorden, forvandles området til noget taget ud fra et eventyr.
Der er noget for alle sanserne, og rig mulighed for at få masser af frisk Vesterhavs-luft. Det badevenlige Vesterhav ligger kun en lille gåtur gennem skoven fra Marbæk Søerne. Området er et yndet sted at tage hen, både for lokale og turister.
Nedenfor har jeg indsat en lille billedserie, billederne er alle taget i starten af oktober, hvor vejret stadig var mildt, og solen viste sig fra sin gavmilde side.
























Man kan også lege omkring søen, der er nemlig hængt nogle gynger op til børnene, de kan svinge sig i. Det fik min søn meget ud af, og vi hilste på gederne ved "Marbækgård" da vi skulle hjem.