Museumsopgave: Besøg på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

Som bosat i Esbjerg, tæt på et af Danmarks mest besøgte museer, Fiskeri- og Søfartsmuseet, er det oplagt at vælge dette museum til opgaven i VNT.
Mit kendskab til museet er stiftet via utallige besøg gennem årene, med familie og venner. Det skal nævnes, at jeg i min første praktik i Nordalsparkens Børnehave, samlede en lille gruppe børn, og cyklede ud til museet sammen med en kollega på to Christianiacykler. Jeg havde blandt andet som mål at planlægge og udføre en aktivitet, som kunne give børnegruppen en oplevelsesrejse, og muligheden for at bruge den tilegnede viden i et arbejdsforløb hjemme i institutionen efterfølgende. Mere om den aktivitet til sidst i opgaven. Nu først til mit besøg på Fiskeri- og Søfartsmuseet, og mødet med Asbørn Holm, den rare og imødekommende Museumsformidler.

Fakta om museet:

Fiskeri- og Søfarstmuseet er en selvejende kulturinstitution i Esbjerg i Vestjylland, også kendt under navnet Fiskerimuseet. Museet blev stiftet i 1962, og i 1968 åbnedes dørene for de første besøgende. Museet er statsanerkendt som kultur- og naturhistorisk specialmuseum. Der var i begyndelsen en fiskerihistorisk udstilling, samt et saltvandsakvarium. I 1976 udvidedes museet til også at huse et Sælarium, og i 1989 blev første etape af en Frilandsafdeling indviet. Denne afdeling er siden videreudviklet. Museet har også en forskningsenhed, som har eksisteret siden 1994, og siden 2000 har museets forskningsenhed samarbejdet med Syddansk universitet under fællesbetegnelsen Center for Maritime og Regionale Studier (CMRS).
I 1999 blev der bygget en ca. 2000 kvadratmeter stor 5 etagers museumsblok til bygningen. Museumsblokken huser søfartsudstilling, bibliotek, kontorer, undervisningslokaler, særudstillingslokaler og meget mere. I 2002 åbnedes et renoveret og udvidet saltvandsakvarium, og i juni 2013 fik sælariet en modernisering.
Museets ansvarsområder er som følger: Dansk fiskeri, dansk offshore, dansk havmiljø, danske havpatedyr, vestjysk søfart, vadehavets kultur- og naturhistorie.

Fakta om Asbjørn Holm, museumsformidleren:

Asbjørn Holm har været ansat på Fiskeri- og Søfartsmuseet de sidste 6 år, og arbejder som museumsformidler. Hans primære kontaktflade er institutioner som børnehaver og skoler. Asbjørn er uddannet naturvejleder, og har flere års erfaring med arbejdet i naturen og området omkring Vadehavet. Missionen med Asbjørns arbejde er, som han forklarer det, at vise børn og voksne, at der ikke er nogen grund til at være naturforskrækket. Naturen har en masse oplevelser at byde på, og med et åbent sind, nysgerrighed og lyst til at undersøge, kan man gøre nogle spændende fund og erfaringer i naturen. Han mener, det er børns ret at få lov at undersøge og prøve alt i naturen. Udeliv og kendskab til naturen har stor betydning for børns udvikling, forklarer han.

Et undervisningsforløb på Fiskeri- og Søfartsmuseet:

Vi starter vort møde fredag morgen med en rundvisning i undervisningslokalerne. De ligger i de ældste del af museet, og er blevet fornyet med tiden. Store, lyse rum med tavle, whiteboard, tilslutning til projector og nyere møblement. Jeg tog et par billeder af lokalerne, som ses nedenfor.

I lokalerne findes forskellige udstoppede fisk, skeletter, skaller og forstørrelsesglas, genstande som vidner om Vadehavets historie, og ikke mindst akvarier med saltvandsfisk. Fiskene på museet er fisk man finder i farvandet omkring os. Jeg spørger Asbjørn, hvordan han typisk sammensætter et undervisningsforløb for børn. Han forklarer, at hvis det er en børnehave der kontakter ham om et forløb, vil han typisk anbefale grupper på 5-7 børn, i følgeskab med to pædagoger. Hans erfaring er, at større grupper vil gå "i fisk" og børnene vil hurtigt miste koncentrationen. Derimod modtager han gerne større grupper, når det er skolebørn. Der kan gruppen sagtens tælle 20 børn. Han lægger vægt på, at børnene får brugt så mange sanser som muligt i et forløb på museet. Han beder pædagogerne gøre op, inden de kommer på museet, hvilket område de ønsker undervisning i. Der er flere muligheder. Sælerne er en ting, akvarierne med fiskene en anden, eller det fiskeri-historiske, med udstillingerne. Sidst men absolut ikke mindst, er det muligt at gå til Vaden, på den anden side af Strandvejen, ved foden af De Hvide Mænd. Der kan børnene lave en række fysiske aktiviteter, få gang i sanserne, finde dyr, skaller og bare nyde at løbe i bakkerne.
Det er en umulighed at nå rundt om alle områder på et enkelt besøg, og det vil forvirre børnene.
Blandt fiskene i undervisningslokalet er Ulken eller Stenbideren. De er så tamme fisk, at de kan tages op af vandet og holdes i hånden. De kan klare sig uden vand i op til en time. Nedenfor ses Stenbideren, der gerne lader sig klappe på sit ruge skæl.

Asbjørn fortæller, at når han skal forklare børnene hvorfor denne fisk hedder en Stenbider, gør han det med den animerede illustration på billedet, hængende på ruden i lokalet. Stenbideren bider sig fast til stenen, som en sugekop. Den har et venligt udtryk, og det gør børnene trygge. Måske endda trygge nok til at prøve at holde den levende udgave i hånden, eller klappe den kærligt efterfølgende. Her ses illustrationen.

Aktivitetsforslag:

Typisk vælges undervisning i det helt jordnære til børnehavebørn. Her lægger Asbjørn vægt på, at børnene får brugt sanserne og får øjnene op for, at naturen er lige ved hånden, og bare venter på at blive udforsket.

1. I undervisningslokalet findes store krukker med skaller i forskellige størrelser. En gruppe børnehavebørn får til opgave at lave fantasidyr af skallerne. De kan lime, male og sætte sammen, som de synes bedst. Hjulpet på vej af Asbjørn og pædagogerne. Måske fortæller Asbjørn en historie imens børnene arbejder med deres skalleprojekter. Ellers er selve fordybelsen i sig selv beskæftigelse nok. Denne aktivitet er specielt egnet til børnehavebørn. Man kan runde besøget af med at få lov at se akvarierne med fisk, og klappe de tamme af slagsen.
2. "Bund til mund" er en populær aktivitet, som egner sig til børn i alle aldre. Her er man først ved akvariet og ser, hvordan rødspætterne lever på bunden af vandet, og begraver sig i det fine sand                                                      Derefter går man i undervisningslokalet, og ser nogle fangede rødspætter, som skal forberedes til stegning på panden. Imens børnene går i museets kantine, hvor et stort bord med ingredienser til panering af rødspætterne er linet op, gøres fiskene klar. Børnene får lov at vende fiskene i rasp og æg, og det er så stedets kok der sørger for stegningen. Siden skal børnene spise de fisk de selv har været med til at tilberede, og det er en succes. Selv de børn der startede med at sige, de ikke kunne lide fisk, spiser nu med stor nydelse! Asbjørn understreger vigtigheden af at børn ved hvor deres mad kommer fra. Det kunne alternativt til fiskestegning handle om grisen i stalden, der slagtes og spises. Børn idag oplever ikke rigtigt hvor det kød de spiser, kommer fra. Kødet er allerede tilberedt, når det hentes i køledisken i supermarkedet. 

Undervisning i institutionerne:

Asbjørn synes det er vigtigt at få trukket børn og voksne til Fiskeri- og Søfartsmuseet, da det jo giver museet den nødvendige anerkendelse og grobund for overlevelse i sidste ende. Men han påpeger vigtigheden af, at pædagoger tør give sig i kast med arbejdet i og med naturen, ude i institutionerne. De skal skille sig af med naturskrækken, og forholde sig mere åbent og undersøgende, og være forbilleder for børnene, som jo farves og smittes af den mening de voksne har om naturen.

Mitvadehav.dk - en undervisningsportal for pædagoger og lærere:

Fiskeri- og Søfartsmuseet har i samarbejde med blandt andre Esbjerg Kommune og andre kultur- og naturinstitutioner i vadehavsområdet udviklet et tilbud til børnehaver. Tilbudet hedder Mitvadehav.dk og omdrejningspunktet er hjemmesiden, hvor man kan hente inspiration til undervisning og aktiviteter. Pædagoger kan tilmelde sig et kursus i at arbejde med temaer fra hjemmesiden. Ud over at henvende sig til børnehaver, rækker tilbudet også ud til skolerne. Overordnet set indeholder tilbudet fire temaer, nævnt nedenfor:

1. Det store ta' selv bord
2. Tidevand og landskab
3. Menneskets liv ved Vadehavet - før
4. Menneskets liv ved Vadehavet - nu og frem

Lidt stemningsbilleder fra besøget på museet:

Her ses et forstørrelses-apparat. Udenfor i baggrunden ses udendørs-udstillingen i fiskeri-historisk afdeling. Der er også adgang ti en supersej legeplads udenfor.

 Det ser lidt sjovt ud, at denne krabbe har fundet ej ind i et sneglehus. Hvorfor kan det mon være?

Jo, det er simpelthen fordi, at krabben venter på, sneglen dør. Når det sker, snupper krabben sneglehuset, og gør det til sit bo!

Konkylier som disse kan variere i størrelsen, og det sker at man på Vaden kan finde konkylier på størrelse med en voksen hånd. De fleste man ser er dog små.

 Fiskene i det store akvarium er mange, de er hele tiden i bevægelse, og temmelig store er de også!

Denne rødfisk ligger meget stille. Krabaten bagved ligger også stille, næsten som en del af udsmykningen på stenen.

Her ses en såkaldt Dødningehånd. den trives på bunden af havet.

Dette er en Tangborre, den er rund og med magiske små følere, der bevæger sig roligt i vandet.

Halløjsa, jeg ligner næsten en flad pandekage med øjne:-)

Aktivitet foretaget med børnegruppe i Norddalsparkens Børnehave i min første praktik:

Da jeg var  i min første praktik, i foråret/sommeren 2012, i Norddalsparkens børnehave i Esbjerg, var et af mine mål for praktikken at planlægge og udføre en aktivitet med en børnegruppe. Jeg havde valgt en gruppe, sammensat i samråd med min kollega, på fem børn, blandede drenge og piger, i alderen 2½-3 år.

Fremgangsmåde: Jeg valgte at lave en Fiske-aktivitet. Målet for mig var at give børnene en sanselig oplevelse, og noget de kunne tage med sig som en god oplevelse af at være med til at skabe noget. De skulle emlig først besøge Fiskeri- og Søfartsmuseet, og siden klippe fisk og grave deres egen fiskesø i sandkassen på legepladsen. De skulle fylde vand i søen, og sætte fiskene i søen. Dernæst skulle vi prøve at fange fiskene med grene med snor, og et stykke magnet for enden. På fiskene ville der sidde et stykke metal, som magneten ville klæbe til. På den måde ville fiskene kunne fanges. Fiskene skulle klippes og farvelægges med karton og tuscher. derefter skulle fiskene lamineres, så de tålte at blive våde.

Udførelsen: En dag solen skinnede var vi to pædagoger og fem børn, som cyklede på Christianiacykler til Fiskeri- og Søfartsmuseet. Museet lå kun en spytklat væk fra institutionen. Her satte vi os på trappestenen, smed sommerjakkerne og spiste trilleis, vi havde købt i Netto på vejen. Derefter gik vi på jagt efter spændende oplevelser. Vi så fisk, sæler, gamle kuttere i fiskeri-udstillingen, så mænd der arbejdede i smedjen udenfor, og vi legede en masse på den store legeplads. Vi spiste de medbragte madpakker udenfor, inden vi cyklede trætte og mætte af oplevelser, tilbage til istitutionen.
Dagen efter læste jeg bøger som omhandlede fisk, for den selvsamme børnegruppe. Min kollega havde gjort nogle fiskestange klar, som hun havde lavet ud af nogle bambusgrene, snor og et stykke magnet for enden som krog.
Jeg klippede fisk sammen med børnegruppen, vi brugte en skabelon, og klippede fiskene af karton, som derefter blev farvelagt. Jeg hjalp børnene med at klippe, ved at bruge en hjælpe-saks. En enkelt fik klippet sin fisk helt i stykker, og set i bakspejlet gjorde det jo ikke så meget, for alene det at være i en proces var hovedsagen. På det tidspunkt var jeg dog opslugt af, at alle børn skulle opnå at lave deres egen fisk, som de senere kunne fiske op fra den sø, vi skulle til at grave i sandkassen. Min kollega sparede med mig undervejs, og fik mig til at forstå, at det ikke altid skal gå som forventet. Det måtte jeg senere erfare, under gravearbejdet og det senere arbejde med at fange de fine fisk. Det var nemlig sjovere at fylde vand i "søerne" som var lavet ved at grave hul i sandkassen, og fylde med sorte plastsække. Spande med vand og vandslanger var i brg, og flere af børnene glemte deres fisk, til fordel for al vandpjaskeriet.
Jeg fik taget en masse gode billeder, men desværre gik de tabt. Dog har jeg billede af den sang vi sang, samt nogle fisk vi klippede.

Evaluering af aktiviteten: Jeg syntes alt i alt aktiviteten var spændende at arbejde med. Turen til Fiskeri- og Søfartsmuseet var fantastisk. Alene det at komme lidt ud af de vante rammer, og opleve børnene i andre omgivelser, på opdagelsesrejse, var skønt. De motiverede mig til at ville planlægge flere ture ud af huset. At børnene havde svært ved at koncentrere sig over længere tid med klipning og farvelægning af fisk, var der ikke noget at sige til, ikke mindst alderen taget i betragtning. Det sjoveste ved processen omkring skabelsen af søen til fiskene var ikke så meget at fange fiskene. Det var at fylde vand i søen, og pjaske med vandet. Fiskene nåede at komme i vandet, og blev da også fanget et par gange, men det var helt klart mere processen end målet, at fange fisk, der skabte fokus i børnenes oplevelsesverden. Flere aktiviteter ude af huset, i naturen, det lærte jeg at sætte pris på med aktiviteten. At få børnene ud af de vante rammer, og udforske, udfordre og opdage på egen hånd og i samarbejde med børn og voksne, det er noget der booster børnenes udvikling.

Det skulle bruges:

Børnegruppe på 5 børn i alderen 2½-3 år
2 voksne, en pædagog og mig studerende
2 Christianiacykler og cykelhjelme til alle
Is fra Netto
Rygsække med madpakker og drikkedunke
Kamera
------
Hvidt karton
Hjælpesakse
Farver og tuscher
Skabelon af fisk
Lamineringsmaskine- og papir
------
Metal og magnet
Snor
Bambusgrene
Skovle
Sandkasse man må grave i
Vandslange og spande
Gummistøvler og regntøj
Sorte plastiksække
Godt humør og legelyst!

"Fernisering": Efter vores aktivitet hængte vi plancher op på stuen, i børnehøjde, sådan at forældre og andre børn kunne se fotos fra vores fiske-aktivitet. Der blev fortalt og forklaret en masse, og både børn og voksne fik et indblik i hvor meget vi havde fået ud af vores fordybelse.

Noget at bygge videre på: Min kollega og jeg talte om, at man som en fortsættelse af denne aktivitet kunne have taget børnegruppen med ud at handle frisk fisk. Derefter kunne vi have tilberedt fiskene i børnehaven, og måske grillet dem over bål. Denne aktivitet kunne minde om Fiskeri- og Søfartsmuseets "Fra bund til mund" oplevelse. På den måde fik børnene brugt alle deres sanser til fulde. At føle, se, lugte, røre og til sidst smage. Der er grobund for en videreførelse af fiskeprojektet. Måse for mine egne børn, eller en ny børnegruppe i en fremtidig institution.

Links: 
www.fimus.dk
www.mitvadehav.dk

Seminar 10.1.2014 Bålmad

Emnet var bålmad. Vejret var som det kan forventes i januar. Regnfuldt og mørkt. Men der kom gang i bålene, og vi gik til gryderne. Trine, Christa og jeg havde meldt os til at lave smøreost og knækbrød a la dengang i stenalderen. Eller måske nærmere som man ville gøre idag, for eksempel som hjemløs. Vi stiftede bekendtskab med flere ovn-variationer: sydeovn, røgeovn, brændeovn, grydeovn mv. 

Knækbrød med tang og kerner. 

Her er vi ved at samle ingredienser til knækbrød. Følgende foto illustrerer opskrift og fremgangsmåde:

En klat dej hældes ud på bagepapir

Christa trykker dejen flad

Ruller med et paprør jeg fandt i værkstedet

Så skal der skæres firkanter

Det er da blevet rigtigt godt!

Så skal knækbrødsdejen passes ned i en tærteform specielt beregnet til bålbrænding

Det kunne blive til tre forme

Ida har fået gang i bålet

Gryden sættes over bålet

Under låget er lagt et lag sand. Det skal forhindre formen med dejen i at blive brændt helt under bunden.

Dejen til knækbrød er lagt i formen, og nedsat i gryden, da sandet er varmt nu.

Her ses det færdige resultat: supergode knækbrød med tang. De blev en stor succes. 

Biotop 4 opgave - Vi besøger gederne ved Marbækgård

Vi har netop læst Brødrene Grimms bog "De tre bukkebruse" mine børn og jeg. Det gav anledning til en tur til Marbæk Plantage, hvor jeg jo har min biotop. Der er nemlig et gedehold ved Marbækgård, som kommunens ansatte passer, og som skovbørnehavebørn også gerne må fodre. Jeg ved de er der, fordi jeg i mit første praktikophold var i en børnehave, som brugte at køre derud.

Æstetik: Netop det at have læst bogen om de tre bukkebruse gav børnene et billede af, hvordan et gedeliv kunne være i fantasien. Selvom de godt vidste, at det var historie, og opdigtet af et menneske der havde besluttet at skrive en bog om geder, der kunne tale med en trold! Alligevel drog de paralleler til historien, og fantasiens gedeliv, da vi var hos virkelighedens geder. Vi talte om hvem der kunne være lille bukkebruse, hvem der mon var den mellemste, og hvem den store bukkebruse var i flokken. Vi talte om farverne på dyrenes pels, og om deres sjove form med den lidt udspilede mave, og det spidse hoved.

Pædagogiske/didaktiske overvejelser: Forud for oplæsningen af "De tre bukkebruse" havde jeg overvejet, hvordan jeg kunne flette læseoplevelsen ind i en oplevelse i naturen. Jeg vidste jo der var geder på biotopen, og tænkte at bogen kunne give en ganske fin anledning til at tage derud og genopfriske passager fra bogen, samt give børnene mulighed for at undersøge, opleve, sanse og give omsorg for dyrene.
Oplevelsen kunne give mine børn en større erfaring med netop dette dyr, og det kunne måske få dem til at reflektere og søge mere information om emnet efterfølgende. Jeg synes det er vigtigt at give børn netop de oplevelser, hvor det sættes i fokus, at naturen og livet er stort og af væsentlig betydning for vor egen eksistens. At lære dem at omgås dyr og natur med respekt og næstekærlighed.

Økologi og miljø: Da vi stod hos gederne og klappede dem på hovedet, spurgte børnene til, hvad geder spiser. Jeg sagde, at de kan spise grønt og frugt og foder, men også almindeligt græs på naturområder. Man spiser gedekød, som er lidt sødt i smagen, og magert i forhold til andre kødsorter. I danmark spises gedekød ikke så meget, men for eksempel i arabiske lande er gedehjerne en delikatesse. Børnene fik mærkelige ansigter, og sagde "Bradr!" Jeg har engang været med til at tilberede et gedehoved, og trods megen modstand gik jeg med til at smage kødet derfra, dog ikke hjernen. Geder der lever af naturgræs leverer et mere magert kød, end geder der lever af foder. Geder er meget sociale dyr, som både er nysgerrige og intelligente. Geder leverer mælk til oste, og jeg fortæller at jeg engang imellem køber en gedefeta. Børnene spiser ikke feta, men jeg forsikrer dem, at det smager dejligt. Børnene syntes bestemt ikke om tanken, at de søde geder skulle slagtes. Men så fik vi os en snak om, at vi jo også spiser kød fra grise og køer, som har vokset sig tykke og fede, og børnene kunne alligevel godt forstå, at vi jo er nødt til at spise kød, bare dyrene nåede at få et godt og langt liv.

Race: Vi tog efter besøget hjem og googlede geder på nettet, for at finde ud af, hvilken race gederne på Marbækgård kunne være. Vi kom frem til, at det måtte være Dværggeder. Dværggeder stammer fra Afrika og kom oprindeligt hertil for at optræde i zoologisker haver og dyreparker. Dværggeder er robuste og nøjsomme dyr med et rart væsen. De findes i mange farvevarianter, men ses ofte i brune eller blå/grålige nuancer. Dværggeders små kid er den gederace der vokser hurtigst, og det er en ren fornøjelse at se de små kid springe rundt og more sig. Herunder ses et billede af en dværgged der fodres. Billedet er fundet på www.landbrugsinfo.dk og viser at vi vidst ikke tager helt fejl, når vi mener at gederne på Marbækgård må være Dværggeder.

Sansebrug: Vi kunne lugte gederne på lang aften, og specielt helt inde ved huset, hvor det fugtige hø lå i bunden, var lugten ekstra kraftig. Vi talte om, at de tissede og lavede prutter i høet, som nogle dyrepassere så senere kom og skiftede ud med noget friskt. Vi hørte hvor høj en lyd der kom, når gederne brægede. Det fik os til at grine, og efterligne lydene. Vi rørte ved gedernes lodne pels, og ved deres våde snuder, og fik også lov at røre ved de små horn der stak op af panden. Vi rørte ved høet, og græsset vi plukkede til dem. Ikke mindst så vi gederne trisse rundt omkring hinanden i huset, og hvordan de desperat prøvede at komme først i køen til et kærligt klap. Jeg sagde til børnene, at nu manglede vi kun at smage. De kiggede mistroiske på mig, og jeg grinede. Jeg købte en gede-feta den aften, som de fik lov at smage. De syntes ikke meget om den, så jeg sagde, at vi hellere skulle smage gedekød. Det faldt dog heller ikke i særlig god jord. I mine børns verden er geder små, søde dyr, der skal have lov at gå i fred og græsse og spise og hoppe kåde omkring.

Litteratur: Natur og miljø i pædagogisk arbejde
Net: www.landbrugsinfo.dk  og www.gedeavl.dk