Biotop 4 opgave - Vi besøger gederne ved Marbækgård

Vi har netop læst Brødrene Grimms bog "De tre bukkebruse" mine børn og jeg. Det gav anledning til en tur til Marbæk Plantage, hvor jeg jo har min biotop. Der er nemlig et gedehold ved Marbækgård, som kommunens ansatte passer, og som skovbørnehavebørn også gerne må fodre. Jeg ved de er der, fordi jeg i mit første praktikophold var i en børnehave, som brugte at køre derud.

Æstetik: Netop det at have læst bogen om de tre bukkebruse gav børnene et billede af, hvordan et gedeliv kunne være i fantasien. Selvom de godt vidste, at det var historie, og opdigtet af et menneske der havde besluttet at skrive en bog om geder, der kunne tale med en trold! Alligevel drog de paralleler til historien, og fantasiens gedeliv, da vi var hos virkelighedens geder. Vi talte om hvem der kunne være lille bukkebruse, hvem der mon var den mellemste, og hvem den store bukkebruse var i flokken. Vi talte om farverne på dyrenes pels, og om deres sjove form med den lidt udspilede mave, og det spidse hoved.

Pædagogiske/didaktiske overvejelser: Forud for oplæsningen af "De tre bukkebruse" havde jeg overvejet, hvordan jeg kunne flette læseoplevelsen ind i en oplevelse i naturen. Jeg vidste jo der var geder på biotopen, og tænkte at bogen kunne give en ganske fin anledning til at tage derud og genopfriske passager fra bogen, samt give børnene mulighed for at undersøge, opleve, sanse og give omsorg for dyrene.
Oplevelsen kunne give mine børn en større erfaring med netop dette dyr, og det kunne måske få dem til at reflektere og søge mere information om emnet efterfølgende. Jeg synes det er vigtigt at give børn netop de oplevelser, hvor det sættes i fokus, at naturen og livet er stort og af væsentlig betydning for vor egen eksistens. At lære dem at omgås dyr og natur med respekt og næstekærlighed.

Økologi og miljø: Da vi stod hos gederne og klappede dem på hovedet, spurgte børnene til, hvad geder spiser. Jeg sagde, at de kan spise grønt og frugt og foder, men også almindeligt græs på naturområder. Man spiser gedekød, som er lidt sødt i smagen, og magert i forhold til andre kødsorter. I danmark spises gedekød ikke så meget, men for eksempel i arabiske lande er gedehjerne en delikatesse. Børnene fik mærkelige ansigter, og sagde "Bradr!" Jeg har engang været med til at tilberede et gedehoved, og trods megen modstand gik jeg med til at smage kødet derfra, dog ikke hjernen. Geder der lever af naturgræs leverer et mere magert kød, end geder der lever af foder. Geder er meget sociale dyr, som både er nysgerrige og intelligente. Geder leverer mælk til oste, og jeg fortæller at jeg engang imellem køber en gedefeta. Børnene spiser ikke feta, men jeg forsikrer dem, at det smager dejligt. Børnene syntes bestemt ikke om tanken, at de søde geder skulle slagtes. Men så fik vi os en snak om, at vi jo også spiser kød fra grise og køer, som har vokset sig tykke og fede, og børnene kunne alligevel godt forstå, at vi jo er nødt til at spise kød, bare dyrene nåede at få et godt og langt liv.

Race: Vi tog efter besøget hjem og googlede geder på nettet, for at finde ud af, hvilken race gederne på Marbækgård kunne være. Vi kom frem til, at det måtte være Dværggeder. Dværggeder stammer fra Afrika og kom oprindeligt hertil for at optræde i zoologisker haver og dyreparker. Dværggeder er robuste og nøjsomme dyr med et rart væsen. De findes i mange farvevarianter, men ses ofte i brune eller blå/grålige nuancer. Dværggeders små kid er den gederace der vokser hurtigst, og det er en ren fornøjelse at se de små kid springe rundt og more sig. Herunder ses et billede af en dværgged der fodres. Billedet er fundet på www.landbrugsinfo.dk og viser at vi vidst ikke tager helt fejl, når vi mener at gederne på Marbækgård må være Dværggeder.

Sansebrug: Vi kunne lugte gederne på lang aften, og specielt helt inde ved huset, hvor det fugtige hø lå i bunden, var lugten ekstra kraftig. Vi talte om, at de tissede og lavede prutter i høet, som nogle dyrepassere så senere kom og skiftede ud med noget friskt. Vi hørte hvor høj en lyd der kom, når gederne brægede. Det fik os til at grine, og efterligne lydene. Vi rørte ved gedernes lodne pels, og ved deres våde snuder, og fik også lov at røre ved de små horn der stak op af panden. Vi rørte ved høet, og græsset vi plukkede til dem. Ikke mindst så vi gederne trisse rundt omkring hinanden i huset, og hvordan de desperat prøvede at komme først i køen til et kærligt klap. Jeg sagde til børnene, at nu manglede vi kun at smage. De kiggede mistroiske på mig, og jeg grinede. Jeg købte en gede-feta den aften, som de fik lov at smage. De syntes ikke meget om den, så jeg sagde, at vi hellere skulle smage gedekød. Det faldt dog heller ikke i særlig god jord. I mine børns verden er geder små, søde dyr, der skal have lov at gå i fred og græsse og spise og hoppe kåde omkring.

Litteratur: Natur og miljø i pædagogisk arbejde
Net: www.landbrugsinfo.dk  og www.gedeavl.dk