tirsdag den 25. februar 2014

Jord til Bord - Vikingemad

Et halvt kilo Viking i hænderne - sådan da!

Jeg er i gruppe med Pia, Christa og Trine, og vi har valgt os ind på emnet Vikingemad. Vi skal gennem dette forløb forestille os, at vi fremstiller forskellige brødsorter, ost og smør sammen med SFO børn. Ikke med vikingebørn, men med nutidens SFO børn. Hvilket kunne være interessant, både tanken om ægte vikingebørn i køkkenet, men også helt Up-To-Date SFO børn....hvis bare vi havde haft den fornødne tid til at arrangere et sådant praksisforløb. Men vi fremstiller ikke desto mindre maden, og for mit vedkommende inddrager jeg mine egne børn på fem og elleve. Så kommer der små børnehænder ind i processen, og jeg får prøvet forløbet af sammen med andre end bare mig selv. Det er så hyggeligt at sysle i samvær med andre, specielt børn! I det følgende vil I kunne se opskriften illustreret, taget fra den udmærkede hjemmeside www.ribesvikinger.dk hvor vi har hentet inspiration til forløbet.
Der vil løbende blive indsat billeder og kommentarer her på bloggen. Læs endelig med!

Tyndbrød (knækbrød)

0,5 kande lunken vand
6 kopper rugmel
6 kopper hvedemel
1 skefuld salt
1 skefuld stødt kommen
3 kopper rugmel til udrulning af dejen
Alle ingredienserne æltes sammen. Hvis man ønsker tyndbrødene store og runde, deles dejen op i 20 stykker og formes til boller. Der strøs rigeligt med rugmel på bordet, og hver bolle rulles ud med en "træstok" (30 cm x 6 cm lige, afbarket gren). Der kan eventuelt laves et hul i midten af de runde tyndbrød med en udstikker, så de kan opbevares på en afbarket rundstok. Ellers rulles dejen ud i passende stykker og skæres i aflange firkanter. Ildstedet, som har været opvarmet i længere tid, renses for trækul og aske, og der fejes grundigt med en gåsevinge. Tyndbrødene kommes direkte på det opvarmede og rengjorte sted, og de vendes, når de er lysebrune. De er færdigbagt, når brødene er sprøde.
Tyndbrød er hurtige at servere med kærnet smør, ost, lufttørret skinke eller honning. Tyndbrød kan også gemmes i længere tid i en tillukket "brødæske" af birkebark eller "brødkasse" af træ.

Tanker om ildstedet - bål og brand!

Jeg vil ikke sige, jeg IKKE har tænkt kuglegrillen ind i denne process. Den var mit første påskud. Mon den kunne bruges i mangel af mere autentiske varmeanlæg? Men ved gen-overvejelser blev jeg enig med mig selv om, at jeg nok hellere måtte trække på andres erfaring og viden udi det Viking'ske... Så jeg snuser lidt videre i Vikingetiden, og forhåbentligt kommer jeg op med en genial idé til ildsted i baghaven. To be continued.....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar